Privatlivspolitik
Version 1.0 · gældende fra 12. september 2026
Her står, hvad vi gemmer om dig, hvorfor vi gør det, hvor længe vi gør det, og hvad du kan kræve af os. Reglerne for, hvad du ikke skal skrive ind i Sofia, står i vilkårene, punkt 4.
1.Dataansvarlig
HP HJEM & PLEJE ApS, CVR 32101208, Stæremosen 57, 3250 Gilleleje, er dataansvarlig for HeySofia. Skriv til hey@heysofia.dk, hvis du vil bruge en af dine rettigheder eller bare vil vide mere.
2.Hvad vi gemmer
| Din konto | Navn, e-mailadresse, hvad du er uddannet som, og en krypteret adgangskode. Tidspunktet for din seneste indlogning. |
|---|---|
| Dine spørgsmål og Sofias svar | Selve teksten, hvilke afsnit Sofia svarede ud fra, hvor sikker den var, en kategori, og om du sagde, det hjalp. |
| Det vi fjerner først | Cpr-numre, e-mailadresser, telefonnumre og adresser med husnummer fjernes automatisk, inden teksten gemmes. Det sker i databasen, før linjen findes. |
Vi kan ikke fjerne navne. Et navn har ingen form, en maskine kan genkende det på, og et fornavn ligner et hvilket som helst andet ord. Derfor beder vi dig i vilkårene om ikke at skrive dem, og derfor lover vi ikke, at de forsvinder. Det er også derfor, teksten slettes helt efter tolv måneder i stedet for at blive gennemsøgt.
Vi beder aldrig om cpr-numre, og vi beder aldrig om oplysninger om en borgers helbred. Sofia er bygget til at kunne svare på en faglig situation, der er beskrevet uden at pege på et menneske.
3.Hvorfor vi må det
- For at levere det, du har oprettet dig til
- Konto, indlogning og adgang til den faglige viden. Retsgrundlag: databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra b, opfyldelse af en aftale.
- For at gøre Sofia bedre
- Vi ser på, hvilke emner der bliver spurgt om, og hvor Sofia svarer dårligt eller slet ikke, og skriver den viden, der mangler. Retsgrundlag: artikel 6, stk. 1, litra f, vores legitime interesse i et værktøj, der bliver bedre. Du kan gøre indsigelse; se punkt 7.
- For at kunne standse misbrug
- I tolv måneder kan en samtale føres tilbage til den konto, der skrev den. Uden det vindue kunne vi hverken opdage eller dokumentere, at nogen har skrevet borgeres oplysninger ind. Samme retsgrundlag som ovenfor.
4.Hvor længe
| Samtaler, tolv måneder | Derefter klippes forbindelsen til din konto, og teksten slettes permanent. Tilbage står kategori, træf og om det hjalp. Det kan ikke føres tilbage til dig, heller ikke af os, og det kan ikke fortrydes. |
|---|---|
| Din konto, indtil du sletter den | Sletter du den, spærres den straks, og du har tredive dage til at fortryde. Derefter slettes den endeligt. Vi beholder en kvittering på, at sletningen er sket og hvornår, uden navn og e-mail. |
| Support-indlogninger, som log | Hver gang vi logger ind som dig for at hjælpe, skrives der en linje med hvem, hvornår og hvorfor. Den linje kan du selv læse. Uden det var loggen kun vores eget ord. |
5.Hvem der kan se det
Dine samtaler kan kun læses af dig selv. Det er ikke en hensigt, det er sat op i databasen: hver linje er låst til den konto, der skrev den. Din arbejdsgiver kan ikke se dem. Din leder kan ikke se dem. Vi kan som platformsejer se samlede tal på tværs af alle, altså hvilke emner der bliver spurgt om og hvor vi rammer forbi, og de tal peger ikke på en enkelt bruger.
Har du brug for hjælp, og vi logger ind som dig for at se, hvad du ser, sker det kun med en angivet grund, og det skrives i den log, du selv kan læse.
6.Hvem vi bruger til at drive det
Vi bruger få leverandører, og de er databehandlere for os:
| Supabase | Database og indlogning. Data ligger i EU, i Paris. |
|---|---|
| Netlify | Drift af selve appen og hjemmesiden. |
| Resend | Afsendelse af de mails, appen sender til dig. |
Vi sælger ikke dine oplysninger, og vi bruger dem ikke til annoncering.
7.Dine rettigheder
Du har ret til at få at vide, hvad vi har om dig, og til at få en kopi. Du har ret til at få rettet noget, der er forkert, og til at få slettet det. Du har ret til at gøre indsigelse mod, at vi bruger dine samtaler til at forbedre Sofia, og ret til at få dine oplysninger udleveret i et almindeligt format.
Skriv til hey@heysofia.dk, så svarer vi inden for en måned. Det meste kan du også selv: sletning ligger i appen.
Er du utilfreds med, hvordan vi håndterer det, kan du klage til Datatilsynet, Carl Jacobsens Vej 35, 2500 Valby, datatilsynet.dk.
8.Sikkerhed
Al trafik kører krypteret. Adgang til data er låst i selve databasen og ikke kun i appen, så en fejl i en skærm ikke kan åbne en dør. Direkte kendetegn fjernes, før en linje gemmes. Sker der alligevel et brud, der kan udgøre en risiko for dig, giver vi dig besked, og vi anmelder det til Datatilsynet inden for 72 timer.
9.Ændringer
Politikken følger vilkårene og bliver revideret, når Sofia ændrer sig. Hver udgave har et nummer og en dato øverst, og ændringerne står nederst. Ændrer vi væsentligt på, hvad vi gemmer eller hvor længe, får du en mail mindst tredive dage før.
10.Ændringslog
| 1.0 | 12. september 2026. Første udgave. |
|---|